Porchetta med kartofler og smørsovs

Jeg har længe gået og haft lyst til at prøve kræfter med at lave porchetta. Porchetta har jeg tit set lavet i tv som helstegt pattegris på bedste italienske manér, plus jeg havde lige købt et par skiver hos en af mine favoritbutikker Spaghetti Martellis, og de var ren himmerige i en mundfuld.
Det var en smag jeg måtte prøve at genskabe selv. Så efter lidt research på nettet og i kogebøger til inspiration, samt et hurtigt kig forbi hos min slagter gennem mange år for at bestille et slag fra grisen. Jo, det hedder et slag og er stykket der dækker over maven. Ribben og skind er fjernet. Det har været meget populært i de seneste år i udlandet, hvor det hedder “Pork belly”.
Langtidstegning i ovn er en af mine favorit måder at lave mad på. Der ligger en forventningens glæde, som bliver forstærket af duften der breder sig fra ovnen. Bare det at gå og følge med i udviklingen af duften som bølger gennem huset er en oplevelse.

Billeder af HC.

Porchetta med kartofler og smørsovs

Ingredienser:

1 slag á 4 kilo
Salt
Peber
Fennikelfrø
1 hvidløg (ikke et fed men et hvidløg)
Timian
Citrontimian (hvis du kan finde det, her er det i haven)
Rosmarin
Honning
Kartofler
Smør
Muskatnød


Redskaber:
Grill (behøves ikke men giver lige lidt bedre smag)
Snor til at binde slaget med
Kniv
Spækbræt
Gryde til at koge kartoflerne
Ovnfast fad

Fremgangsmåde:

Hak hvidløgene fint. Tag bladene af rosmarinen og slå dem let med noget tungt. De skal ikke knuses, bare lige slås blidt så de aromatiske olier har lettere ved at komme ud. Tag bladene af de to slags timian. Fordel det jævnt på den ene side af slaget. Drys friskknust peber og salt over. Knus og hak al hvidløget fint. Del det jævnt ud over kødet.
Rul kødet stramt sammen og snør det stramt med snor. Husk kun brug snor der er beregnet til madlavning – nylon giver sådan en dårlig bismag!

Læg kødet på grillen og steg det på alle sider så det lige får farve. Tag kødet af grillen og læg det i et ovnfast fad og lad det stege blidt ved 160 grader Celsius.  Husk sværden skal ikke være sprød, så hvis den begynder at at blive sprød, dæk den til

Når der er cirka et kvarter tilbage, så sæt vand over til kartoflerne og kog dem.

Tag stegen ud af ovnen og hæld honning ud over den så hele stegen bliver dækket. Lad den hvile i et kvarter. Fjern snoren og skær derefter køddet ud i tynde skiver.
Smelt lidt smør i for svag varme og smag til med lidt salt. Hvad? Smage smørsovs til? Ja selvfølgelig, der er forskel på smør, så det skal også smages til. Læg nok til en person af kartoflerne på en tallerken og knus dem blidt med en gaffel. riv en smule muskatnød over – og hæld smørsovsen over. Anret kødet og server.

Den smager også helt fantastisk kold iøvrigt.


Udgivet

i

af

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *