Hvert forår, når rabarberne begynder at blive store, så er jeg lige (tilfældigvis) forbi mine forældres rabarberplanter, og plukke et par kilo med hjem. Så er det tid til at lege. Det er ikke så tit vi har rabarber i huset, vores fryser er frustrerende lille, og vi har ikke nogen have, så da muligheden for friske rabarber bød sig, så skulle den udnyttes.
Så står man der med en hel masse rabarber, rengjort og skåret i stykker, men der er ikke plads i fryseren til dem.
Rabarber er fantastisk i kage, da de har en lidt speciel smag, som jeg synes bryder det søde i kager ret godt, så derfor laver jeg altid kage af nogle af mine rabarber.
Denne gang skulle der nu også prøves at laves en omgang is, og til det havde jeg besluttet at jeg skulle bruge noget rabarberkompot, så det kommer der lige en lille opskrift på.
Rabarber kompot:
- 2 dl sukker
- 1 dl vand
- 2oog rabarber i tynde skiver
- 1 stang polynesisk vanilie (de tykke), eller 2 stænger madagaskar (de tynde)
Hæld vand og sukker i en kasserolle. Flæk vanliestangen, og skrab kornene ud, og læg både kornene og den flækkede stang i kasserollen sammen med sukkeret og vandet.
Bring sukkerlagen i kog under omrøring, og lad det koge et par minutter.
Put rabarberskiverne i lagen, sluk for varmen, og lad det køle af. Når det nærmer sig stuetemperatur, så stil det i køleskabet, til det skal bruges.
Er du til det mere klassiske kompot, så kan du reducere vandmængden til ½ dl (eller mindre), og putte alle ingredienserne i en gryde, og koge det i nogle minutter til rabarberne bliver møre. Men pas på med at koge det for meget, for så får du marmelade 😉
Så stod jeg jo der med en masse lækker kompot, som skulle nedkøles. Jeg havde allerede planlagt en rabarberis, hvor noget af lagen fra kompotten og nogle af rabarberstykkerne skulle bruges.
Jeg tog derfor noget af kompotten fra, og hældte en smule vodka i, før jeg satte det til afkøling. Meningen var at vodkaen skulle suges ind i rabarberstykkerne, så når det senere skulle fryses, så var de lidt mere bløde.
Da kompotten var kold, lavede jeg en standard fløde-grund-is, som jeg så tilsatte rabarberkompotten til, og satte til kørsel i ismaskinen.
Lige fra ismaskinen var isen rigtig lækker, men da den havde stået i fryseren en dags tid, så var den godtnok blevet noget underlig. Den er slet ikke blød mere som den skal være, og konsistensen er.. ikke så lækker igen. Rabarberklumperne er da godtnok rimeligt bløde stadig, så vodkaen har da haft en effekt, og smagen af isen er heller ikke at tage fejl af, den er rigtig lækker, og godt ser den jo ud:
.. men jeg må nok desværre tilbage til tegnebrættet med isen. Indtil da, kan du jo more dig over den kødfarvede rabarbersorbet.
Skriv et svar