Frankrig, gastronomiens hjemland. Normandiet, D-dag, William eroberen og Calvados. Så meget historie, så mange oste og så kort tid til at opleve det hele.
Jeg har lige brugt en fornøjelig uge i Normandiet, med boplads i Bayeux. Mine forældre havde så venligt inviteret mig på ferie til hyggeligt samvær og en hulens masse oplevelser.
I skal nok slippe for at se samtlige 2.500 billeder jeg fik knipset i løbet af ugen men der var heldigvis, ja dristes til at sige naturligvis, nu det var Frankrig, også en masse gode smagsoplevelser. Bayeux var en af de få større byer der slap helskindet gennem D-dag, hvis man ser bort fra den ringvej som de allierede byggede rundt om byen.
Byens gader og stræder var for snævre til at lastbilerne kunne komme igennem. Iøvrigt var det den første ringvej i Frankrig og forskellige dele af den er navngivet efter generaler og politiske ledere fra krigen.
Det har heldigvis betydet at byen har bevaret et herligt virvar af gader der er med til at fremhæve fornøjelsen ved at bevæge sig rundt. Det er aldrig til at vide hvad der lige ligger bagved det næste hjørne.
Et af de store ønsker var at komme på et fransk marked og med lidt gebrokkent fransk og en venlig tjener på en fortovs resturant blev det opklaret at onsdag var der marked. Vi tilpassede hurtigt planen så vi kunne nå at komme forbi og opleve det.
Vi havde lejet en lejlighed tæt centrum, så efter den obligatoriske croissant og et stykke baguette med lidt ost slendrede vi en tur ud i byen.
Bayeux er skrået igennem af hovedgaden der eftersigende har lagt der siden oldtiden. Lige i forhold til resten af byens gader skærer den sig igennem byen fra øst mod vest. Det var det perfekte sted de havde valgt at holde markedet.
Det var ikke et stort marked og slet ikke så overvældende som La Boqueria i Barcelona. Tilgengæld var det intimt og det virkede mere som et marked for de lokale.
Det var en god blanding af ost, fisk, skaldyr, grøntsager og en enkelt stand med æble produkter.
Normandiet er kendt for sine æble produkter. Calvados ligger højt på listen sammen med æble cider og æble cider vineddike. Der var en enkelt stand der solgte en masse af dem og jeg faldt for æble cider vineddiken som du kan se helt ud til højre i billedet. Op med lidt euros og ned i fototasken med en flaske.
Lidt for sig selv under en stor firkantet blå parasol var der en lille ostestand. Den unge mand bagved, fint iklædt en ramponeret bowlerlignende hat, stod højlydt, engageret og solgte sin ost. Ostene stod i store hjul, gennemskåret eller i mindre stykker. Det hele så ud præcist som jeg forventer en stor klump herlig god ost skal se ud.
Smagsprøver røg over disken og imellem hans engelsk og mit franske fik jeg bestilt to stykker af hans iøvrigt fine udvalg.
Den første smagsprøve var en Brebis bleu. En fast skimmelost fra de franske Pyrenærer.
Den var diskret underspillet i sin skimmelsmag, men tilgengæld gik den op i højere enhed med den klare smag af resten af osten. Jeg havde aldrig tilgivet mig selv hvis jeg ikke havde fået købt et stykke, så jeg fik straks bestilt et stykke.
Den næsten han præsenterede mig for har jeg desværre glemt navnet på. En stor ost fyldt med knuste peberkorn, hvor alle de aromatiske smagstoffer fra peberen stadig var fanget i osten. Ja endda styrket af deres ophold i osten.
Den første mundfuld startede med smagen af en fyldig dyb ost og en bismag af peber, men jo mere eftersmagen fik lov til at komme frem og jo mere man fik gnuflet sig gennem den blev den komplicerede pebersmag kraftigere og kraftigere.
Min mundhule var begejsteret, alle smagsløgene dansede rundt i kæde og krævede mere – så der røg også et stykke med af den.
På det tidspunkt havde jeg tabt sporet af mine forældre, så jeg slendrede, nydende, tilbage mod hvor vi var kommet fra og fandt min moder stående ved siden af endnu en stade med ost. En flottere vogn, større udvalg.
Fornøjeligt pegede min moder på et lille flueskab der stod halvgemt bag ved skranken i den åbne ende af vognen. Inden i den lå de meste lagerede ost jeg længe har set og på hylden nede foran lå nogle yngre versioner og så kække ud i deres nyhed.
Det var æstetisk fornøjelse for en nybegynder udi osteproduktion som mig at kigge på de oste. Så mange farver og former. De så giftige ud og den venlige ekspedient fortalte med en stor armbevægelse af det var knald på smagen i dem.
Jeg fik hurtigt udvalgt en og med en nervøs forventning røg den ned til de andre indkøb i min fototaske.
Det var tid til at vandre hjem til den lejligheden som vi havde lejet. Smukt placeret i en gammel officiel bygning der var ombygget til beboelse. Tid til en hurtig frokost med de nys indkøbte oste og så videre ud i landskabet for at se på en tyske Würzburg radar fra anden verdenskrig, et par krigs kirkegårde og andet spændende.
Først skulle den lille overmodnede ost prøvesmages. Den blev lagt op på et lille skærebræt, og skåret midt over. Den var hård, utrolig hård. Det var mere et spørgsmål om at få den knækket med kniven.
Jeg skrabede et lille stykke af og smagte på det. Stykket har ikke været større end en lille flage og til at begynde med var der ingen smag. Det kom der. Min mund blev fyldt med en kraftig smag af ældet jord. Ikke decideret ubehagelig i smagen, men overvældende på en ikke delikat måde.
Min fader tilgengæld gumlede løs på den og syntes ikke det smagte af noget.
En af de små smagsoplevelser der skal til.
Skriv et svar