Kalveculotte med pasta – lavet på grill

Kalveculotten hygger sig på grillen
Kalveculotten hygger sig på grillen

Lørdag aften,  slagteren havde med sin sædvanlige snilde fået prakket mig et stykke kød på som jeg ikke havde overvejet. Jeg er ret begejstret for den butik 🙂 Ude a butikken fandt jeg mig selv stående med en nydelig lille kalveculotte, 5 af hans oste/chili pølser, en klump gorgonzola og tre skiver pancetta.
Alle aviserne havde over de sidste par dage haft det gode vejr på forsiden – “Hvad skal du i solen?” , “20 grader”…og en strid vind der fik huset til at ruske. Når man kan grille i snestorm, yop det er sket!, så skulle en smule forårsvind på den kraftige side ikke afholde mig for at tænde op. Heldigvis bor jeg ikke i et stråtækt hus!

Det eneste jeg vidste, var at tilbehøret skulle være let at lave, med kun 5 arbejdsdage før jeg holder min første ferie i alt for lang tid, er der ikke meget energi til at stå i køkkenet og lave lækkerier.
For mange år siden lavede jeg en røget pasta ret i grillen. Pasta, en skvulp fløde og lidt af hvert røg en staniolbakke og så på grillen med en lille røgpose. Min mundvig begyndte at dryppe ved tanken. Der var inspirationen.

Hos det knapt så discount discountmarked fik jeg købt hvidløg, frisk pasta (for doven til at lave det selv), tørrede tomater (let marineret i balsamico), fløde og forårsløg. Jeg har engang imellem købt en færdiglavet tærte i et af de mangfoldige discount supermarkeder her i stormetropolen og har de par gange det er sket heldigvis gemt staniolbakkerne.

Grillen blev tændt op og i køkkenet gik jeg igang med at forberede pasten. I hver bakke fordelte jeg den friske pasta jævnt.  Jeg hakkede de tørrede tomater og fordelte dem jævnt over pasten sammen med nogle herlige klumper af gorgonzolaen.

Frisk pasta anrettet i staniolfad med tørrede tomater og gorgonzola
Frisk pasta anrettet i staniolfad med tørrede tomater og gorgonzola

Jeg hakkede og kvaste et lille hvidløg og så gjorde jeg noget jeg selv synes var rigtig smart. Yop, jeg bliver lidt imponeret over mig selv. Jeg tog min kvarte piskefølde og puttede hvidløget ned i kartonen og rystede kort med grundigt.
Hvorfor?Fordi det var den letteste måde at fordele det knuste hvidløg jævnt. Smart ikke 🙂 Jeg havde blandet en smule vand i fløden for at være sikker på at det ikke tørrede ud på grillen

Derefter blev pancettaen fordelt på ovenpå. Til sidste dryssede jeg en smule salt over.

Pasten med panacotta og fløde over.
Pasten med pancetta og fløde over.

Grillen stod imens og var tæt på at være parat til få slasket kalveculotten på. Inden da skulle den fotograferes og gnides med salt og peber. Er den ikke nydelig?

Kalveculotten
Kalveculotten

Først blev kalveculotten grillet, så den så rigtig flot ud. Derefter fik en halv times tid ved indirekte varme. De to bakker med pasten røg på grillen over kullene og låget blev sat på igen.  Efter 10 minutter var både kalveculotten og pasten færdig.

Kalveculotten efter en 40 minutter på grillen
Kalveculotten efter en 40 minutter på grillen
Den færdige pasta
Den færdige pasta

Kødet blev med bedste sommerhus stil skåret ud og lagt oven på pasten og så blev der gnufflet. Simpel og utrolig velsmagene.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *