Min ‘nye’ ismaskine kom med posten fra Italien, og for lige at se om den havde overlevet postens kærlighed, så skulle den jo lige prøves af. Jeg havde haft en travl dag, så hvad gør man klokken 22 om aftenen når man vil lave is, og der ikke ligefrem er overflod i køkkenet? Man plukker da et par blommer og laver blommesorbet!
Jeg baksede hurtigt en ismasse til blommesorbet frem, og prøvede maskinen af. En halv time senere var der lækker blommesorbet til aftenskaffen. Hurra, maskinen havde overlevet rejsens strabadser.
Mere om selve maskinen senere..
Lynhurtig blommesorbet
8-10 blommer
150 g sukker
40 g druesukker (kan skiftes ud med 20 g sukker)
50 g vand (½ dl)
Blancher blommerne kort, og pil skrællen af dem, del dem i halve, og tag stenene ud.
Hæld alle ingredienserne i en skål, og giv det en ordenlig tur med stavblenderen.
Smag til. Isen skal smage lidt sødere end man gerne vil have den færdige is, da sukkeret smager mindre sødt, når det bliver koldt.
Hæld i ismaskinen og kør det til isen er færdig. Kan eventuelt fryses lidt mere i fryseren, hvis den er for blød, når ismaskinen er færdig.
Denne is skal spises inden for et par dage, da den ikke holder sig så godt i fryseren. Smagen er fin, men konsistensen bliver ikke så god.

Skriv et svar til Lars Annuller svar