Jeg elsker at spise. Jeg elsker at spise god mad. Jeg kan også lave det. Jeg har i hvert fald holdt mig selv gående som enlig far til to i omkring halvandet år og alle var tilfredse.
Første gang jeg opdagede hvad mad rent faktisk kunne være, nemlig magisk, var på Korfu på en møgbeskidt restaurant med et langt menukort med en masse rettter der ikke var der. I køkkenet stod en stor beskidt hvidhåret gammel dame og rodede med noget kylling, og det var det jeg fik.
Kylling med nelliker. I lokal olie. Med en fetasalat – helt simpel, som fik mig til at smile fra øre til øre mens alle nerveceller i hele kroppen brummede lykkelige sange. Den dag gik det op for mig at mad kunne være psykedelisk og magisk. Og siden dengang har jeg ledt efter den slags mad, som efter en tabt kærlighed. En elsket.
Jeg elsker at spise mad. Men jeg elsker ikke at lave mad. Det gør mine venner, derimod.
Jeg har altid været omgivet af mad-ører.
Af folk der elskede at LAVE mad. Og tale om det.
En af dem er Hr. Grydeske som jeg besøgte for nylig.
Man spiser seriøst hos hr. Grydeske, der taler meget om maden.
Som ved at der er 35.000 smagsstoffer der frigøres når man steger en kotelet på fedtkanten først. Fordi en eller anden franskmand har lavet undersøgelser af sagen, Og fordi Hr. Grydeske har læst den undersøgelse. Grundigt. Og er i stand til at handle på det, han har lært.
Det er derfor han er en nørd.
En madingeniør.
Et menneske, der er nød til at splitte alting ad i små atomer, også helt konkret i øvrigt, så vidt jeg kan forstå på beskrivelser af tidligere eksperimenter med brændere og molekylært køkken.
Hr grydeske er en mand hvis formål er at forlige og forene sig med poesien i madlavningen gennem ingeniørkunstens værktøjer – grundighed, forarbejde og viden.
Hr. Grydeske er heldigvis mere end det. Han ved også hvordan man river peberrod. På den rigtige måde. Og han har lært det af sin mor, den engang var smørrebrødsjomfru på Grønland. Og hun har helt ret, at dømme efter hvordan det kommer til at smage, kompotten eller hvad man nu kalder den, når man blander æbler og peberrod og lader det stå og simre længe. Det smagte godt.
Men var ikke højdepunktet. Heller ikke – egentligt – det ellers fremragende stykke svinekød i koteletten, der ganske vist spiller en vigtig rolle i kulissen, men immervæk kun som donor, eller mentor for aftenens hovedperson: Smørsovsen!
Stærk, klar og lige tilpas salt og mættet af nogen af de der 35.000 forskellige smagsstoffer i fedtkanten. Det var dem, der gjorde det.
Hr. Grydeske ved sikkert hvilke det var. Og hvad de hedder.
Selv er jeg tilfreds med at de var der, og at de ramte min mund med magi.
Tak for mad! Og så på en onsdag aften.
Skriv et svar