BACON! Så fik jeg din opmærksomhed hva? Synet af friskstegt bacon får mit mundvand til at løbe. Sikkert også dit.
Det er tid til endnu en omgang madparring, eller “food pairing” som det også kaldes. Denne gang skal det handle om blåskimmelost, ingefær, og (du gættede det?) .. bacon.
Jeg havde været en tur hos Le Grand Fromage i Guldsmedegade i Århus, som ligger lige i nærheden af min frisør. Det passer nogenlunde med at jeg lige kan kigge forbi et par af specialbutikkerne når jeg alligevel har været inde og blive klippet.
Hos Grand Fromage havde jeg købt en lagret parmesan, og et stykke Stilton. Stiltonen skulle udover at spises på kiks også bruges til at prøve noget food pairing af, for selvom blåskimmel teknisk set passer sammen med bacon og ingefær, så var det alligevel noget jeg skulle prøve af. På det punkt er jeg nok lidt som Piskeriset.
Jeg lavede et par små blandinger i ramakiner, en med stegt knust bacon og Stilton, og en med revet ingefær og Stilton.

Jeg havde i forvejen planlagt at lave tortellini med blandingerne, så jeg kunne vurdere smagen sådan nogenlunde rent, uden for mange andre smagsindtryk. Koldt fra ramakinerne smagte det nogenlunde, og man kan godt forstå hvorfor kemikerne siger at blåskimmel og bacon passer sammen, den tunge smag fra osten passer fint sammen med bacon, og den friske lidt skarpe smag fra frisk ingefær, passer også godt til ostens skarpe smagsnuancer.
Det som bekymrede mig var om hvorvidt denne blanding ville smage godt, når den blev varmet inden i en tortellini, når ostens smag virkeligt fik lov at træde i kraft.

Først skulle jeg lige lave nogle tortellinins af min forberedte pastadej. Jeg lavede 2 slags, runde til Stilton/bacon, og firkantede til Stilton/ingefær. Det var egentlig så jeg kunne kende forskel på dem efter de havde været kogt, så jeg kunne vælge hvad smage jeg skulle smage næste gang.
De 2 slags tortellini (og et par farfalle til børnene) blev kogt, og smagt.
Den varme ost smager meget mere igennem, især på de tunge smage, og den variant med bacon blev næsten for meget af det gode. Selvom smagen var udemærket, så var det overvældende kraftigt at spise tortellinien. Varianten med ingefær til gengæld virkede rigtig godt. Det var stadig en rigtig kraftig bidfuld, men den friske smag fra ingefærren spillede godt imod den tunge smag fra osten.
Vil jeg lave dem igen? Det vil jeg nok ikke. Varianten med bacon virkede ikke optimalt, og varianten med ingenfær, som var bedre, virkede bare ikke som tortellini. Måske en mindre smagfuld ret ville gøre blandingen mere retfærdighed. Måske en souffle med blåskimmel og ingefær?
Skriv et svar