Biksemad…mmm biksemad. Efter oksestegen jeg skrev om i sidste uge var der kød og kartofler i overskud. Straks kom lysten til biksemad.
Men ærlig talt, den klasssiske biksemad har vi alle spist flere gange end vi kan huske, så hvorfor ikke lige lave den lidt anderledes.
På vej hjem fra arbejde faldt jeg for en fennikel. Ikke en ting jeg har brugt meget i mit liv, men vaner står for fald.
Derudover havde jeg et par skalotteløg, bredbladet persille (almindeligt kan sagtens bruges), hvidløg, olie, æblecidereddike (en hvilken som helst hvid kan brugees), en citron og smør.
Alt til stede for en anderledes, men velsmagende biks.
Kartoflerne skæres ud i kvarte og smides på en varm pande med lidt olie eller smør. Steges under omrøring for mellem varme, så de ikke sætter sig fast på panden. Drys lidt fint salt over.

Skær kødet ud i samme størrelse som kartoflerne og lad det komme på panden når kartoflerne er begyndt at få farve på alle sider. Tilsæt lidt smør.

Jeg havde besluttet mig til at lave en gang ristede løg istedet for at stege løgene med i biksen. Det vil komme til at give lidt ekstra sprød konsistens og en anderledes smag.
Pil et par store skalotteløg og skil ringene fra hinanden.

Tag et par fed hvidløg, pil dem og knus dem let med den flade side af knivsbladet.

Hæld det hele i en lille gryde og dæk det med olie. Tænd for blusset på mellem varme og lad det langsomt få farve. Husk at holde øje med dem.

Varm olie er dels noget rigtig skidt noget at få på sig og dels så kan de ristede løg hurtigt få for meget.
Steg dem indtil de er ensartede brune og sprøde.

Tag dem op af olien og læg dem på lidt køkkenrulle for at dryppe af. Drys dem med en smule salt.

Har du husket at røre i kødet og kartoflerne mens de står og hygger sig? Ellers er det tidspunktet at gøre det på.
Imens det hele står og hygger sig, så fint hak et par fed hvidløg og persillen.

Skær fennikelen ud i fine tynder skiver. Jeg valgte at halvere den. Min fennikel var ikke ret stor, så jeg brugte det hele.

Så er det bare at vente på at at kød og kartofler er blevet godt sprøde. Når du enten er blevet nok utålmodig eller pandens indhold har fået nok, så hæld et et par skvulp æble cider på panden.
Rør godt rundt og få skrabt alle stegeskorperne af bunden. Det er smag det hele. Lad det hele reducere indtil der ikke er mere væde tilbage.

Herfra skal det gå tjept, det ene skridt efter det andet.
Lad en lille klump smør glide ned på panden for lige at binde det hele sammen. Smørret vil sammen med reduceringen jævne den væde der vil være tilbage eller komme fra fennikellen.
Hæld fennikellen på panden og rør hurtigt rundt. Den skal ikke stege, bare lige have varme.

Smag på retten, giv den et pres citronsaft. Den må godt smage af citron uden at blive sur.

Så er det på med den hakkede persile og hvidløgene. Det hele røres rundt med følelse og skal bare lige varmes nok til at de hakkede hvidløg ikke længere er rå.

Anret det hele i en skål til fælles servering. Biksen nederst og drys de ristede løg over med rund hånd.
Nyd den!

Skriv et svar