Æggekage bringer minder tilbage fra min barndom. Min mors æggekage smagte rigtig godt, men den var som regel noget branket, fordi den kun var blevet bagt på panden. Det har nok gjort at jeg aldrig selv får lavet ret mange æggekager. Ihvertifald ikke før jeg fandt den her opskrift som er fra bogen Hverdagsmad, af Nikolai Kirk, som er fuld af nemme hverdagsretter. Vi bruger den tit når vi skal have inspiration til madplanen.
Denne æggekage er rigtig nem at lave, og fordi den gøres færdig i ovnen, brænder den ikke på, som man ellers så nemt kan komme til hvis man kun bruger panden til at “bage” den. Når æggekagen bliver bagt færdig i ovnen soufflerer den også en lille smule, og det gør den bare endnu mere lækker.
Jeg har ændret lidt i opskriften, for Nikolajs opskrift beskriver tomaterne i selve æggekagen. Jeg kan bedst li dem ovenpå, så de stadig har deres friske konsistens.
Opskriften kan varieres vidt og bredt. Som barn fik vi altid rugbrød og ærter i vores æggekage. Det lyder lidt mystisk, men rugbrødet går rigtig godt sammen med æggekagen. Andre ting man kan prøve med: bacon/skinke, svampe, diverste oste, og et hav af krydderurter.
- 12 skiver bacon (1 pakke)
- 1 hakket rødløg
- 1 stor eller 2-3 mindre kartofler. Kogte og skåret i tern.
- en håndfuld cherrytomater
- skal af ½ citron
- 12 æg, gerne af ordenlig kvalitet
- 2 dl mælk/fløde/yoghurt
- purløg efter smag
- Tænd ovnen på 180 grader oven+undervarme.
- Hak baconen som du ønsker, og steg den på panden til den er stegt men ikke branket. Tilsæt det andet fyld (kartofler, løg, citronskal, og hvad du ellers har fundet på), og lad det stege lidt med, så det udvikler lidt mere smag.
- Rør æggene sammen med mælkeproduktet, og tilsæt friskkværnet peber og salt. Baconen er også salt, så afstem saltet efter hvormeget bacon der er i også. Hæld æggemassen på panden, og rør forsigtigt i det et par minutter til det så småt begynder at stivne. Det må gerne være rimeligt flydende når det kommer i ovnen stadigvæk.
- Stil panden i ovnen med æggemassen i, og lad den bage til den bliver brun, og (forhåbentlig) højere også.
- Tag æggekagen ud, fordel skiveskårne tomater, og purløg over, og server den rygende varm, gerne med friskt groft rugbrød til.

Skriv et svar