
Her i sommers åbnede der i kødbyen et nyt burgersted, Tommi’s Burger Joint. Menukortet er holdt simpelt, hvilket er med til at skærpe min interesse for et besøg. Der er bare noget dragende over et sted der prøver at gøre een ting, og gøre den godt.
Men hvad der fik mig til at lette bagenden fra sofaen, og drage ud i verden for at få en burger, var den her linje fra deres menukort: “Our burgers are cooked medium and are served with lettuce, tomato, onion, mayo, ketchup and mustard”.
Selv om en burger sagtens kan bære at blive gjort det et udstyrstykke så har jeg altid været lidt en puritaner når det kommer til hvordan jeg kan lide min burger, så mine forventninger var faktisk høje.
Jeg havde inviteret en anden madblogger med, der mest anmelder bedre restauranter. At slæbe ham med på en burgerjoint tiltalte min humoristiske sans.
Konceptet er simpelt. Der er en bardisk hvor man bestiller og så er der få siddepladser indenfor og lidt flere udenfor. Sådan lidt hipster-kantine-agtigt – men det virker (for en gangs skyld).

Vi bestilte to cheeseburger menuer med en bearnaise dip til (fordi man skal altid bestille bearnaise når man kan). Drikkelsen blev til henholdsvis en karamel og en chokolade milkshake.
Det tog vitterlig minutter før burgerne ankom, så der bliver levet op til fastfood begrebet, hvilket har sin berettigelse engang imellem.
Pommes frites var sprøde og frisk fra olien, bearnaise-dippen smagte af estragon og milkshaken var ikke den bedste jeg har fået men var ganske ok på en lun sommerdag.

Burgen var rettens hovedperson og levede op til alle mine forventninger. Den var simpel i sit udtryk og prøvede ikke at gøre sig til mere end den var.
Et stykke velstegt hakket øksekød, medium i en blød bolle, med lige tilpas snask til at den var dejlig saftig og man stadig var i stand til at spise den med begge hænder.
Meget mod dansk sædvane når det kommer til burgere så væltede salaten ikke ud af den. Der var bare nok til at give smag og konsistens. Herligt.
I det hele taget en herlig uprætentiøs burger. Me like!
Skriv et svar