Sidste år fik jeg tilbudet af en af mine gamle studiekammerater om at komme med til Sicilien og lave olivenolie. Hans forældre har et hus i en bjergdal vest for vulkanen Etna, med en fantastisk udsigt over dalen og middelhavet, hvor de har en hulens masse oliventræer på en bjergskråning.
Et tilbud jeg bare måtte sige ja til.
Sicilien, denne ø placeret mit i historiens øje som de fleste øjeblikkeligt vil associere med mafiaen og Godfather 2 har en spændende og rig historie, som rammer os besøgende lige mellem øjnene.
En historie præget af tidens omskiftelighed over flere årtusinder. Slotte på hver anden bjergtop, templer der har været brugt af de gamle grækere, romere, arabere, normanerne og sådan bliver historien ved.
Sjældent har jeg været et sted hvor øjeblikket virker som et flygtigt sekund i den store helhed – men sådan var Sicilien for mig. En kort og flygtigt tilstedeværelse.
Mørket faldt hurtigt mens vi kørte fra lufthavnen og ud til huset. Ud af øjenkrogen lå Etna sort og truende og igang med at gemme sig i den tiltagende nat.
Vejene uden for motorvejen er små, snørklede og jeg mistede hurtigt orienteringen og pludseligt drejede vi i mørket ned af noget der er svært at betegne som en vej. Ujævn, store sten der fik bilen til at hoppe op og ned som en hoppebold i en tørretumbler, med høje stensider på begge sider og grenene fra buske og træer der skramlede mod bilens tag.
I baggrunden gøede naboens alt for mange hunde igennem motorens støj og den evige raslen fra bilen, der blev udsat for noget som ingen normal personbil burde.
Oppe ved huset mødte vi Salvatore som skulle være vores guide og læremester ud i olivenplukningens ædle kunst. Vi fik hilst, åbnet huset og efter en lang rejse satte min gode ven Kristian, Salavatore og jeg os på terrassen og nød en kølig forfriskning mens vi i aftens kølige stilhed kiggede ud over lysene i dalen der viste at andre mennesker ikke var alt for langt væk, men dog bragte nattens stilhed og mørke os følelsen af resten af verden var et helt andet sted.
At vågne et sted man indtil da kun har set i mørke er næsten som at ankomme der for første gang. Efter at have fået øjne blev jeg mødt af den her udsigt lige uden for min dør.
Der var frodigt ingen tvivl om det, og efter at have forladt et efterårsplaget København i regnens våde vold, var Sicilien om efteråret en lise for sjælen og der blev brugt et par timer på bare at sidde og nyde udsigten.
På grunden voksede der vild rosmarin i buskstørrelse, citrontræer, appelsiner, mandariner, figner og mandler. Jeg har aldrig været den store appelsin fan, men det at plukke en lige fra træet og mærke hvor sprængfuld saftigt den er i sin velsmag. Jeg var i et gastronomisk himmerige, ingen tvivl om det.
Efter et par dages hvile og sightseeing skulle slaget begynde på bjergsiden. Vi stod tidligt op, fik lidt at spise, trak i arbejdstøjet og gik ned af en bjergskråning op op af en anden for at møde Salvatore og hans søn Fabio.
Det var efterår og vi var lige sent nok ude, da størstedelen af oliven var faldet af træerne. Men over tre dage på bjergsiden under den kyndige vejledning af Salvatore og hans søn Fabio fik vi plukket omkring 350 kilo oliven som bliv til lidt over 35 liter olie.
Det var hårdt. Der var ikke noget med bløde bakker og et tykt lag muld til trætte ben og ømme føder. Der var intet der var jævnt eller vandret, men med masser af store klippestykker, stejle kanter og et stykke arbejde der skulle udføres.
Men selv om jeg var mere end træt, så var der noget over at få lov til at være til at gøre noget der foregået i middelhavsområdet i årtusinder som gav en tilfredshed i sjælen.
Hvordan selve plukningen og presningen foregik kan du se i videoen oppe i toppen.
Det var med spænding at jeg så frem til at smage olivenolien for første gang. Efter den var blevet presset og centrifugeret (for at skille olie og vand fra hinanden som jeg husker det) var olivenolien helt lysegrøn.
Den kildede på tungen som den var fyldt af sort peber, et typisk træk ved helt frisk olivenolie lod jeg mig fortælle. Den smagte ungdommelig, stærk og helt uden bitre elementer som man nogle gange oplever i olivenolier.
Vi fejrede vores højst med at købe en ordentlig gang pizzaer i hvad der mest lignede et hus der var taget ud af en sort hvid italiensk socialrealistisk film fra 50’erne, glemt i et hårnålesving. Det hårde blå lys fra et alt for stort lysstofrør skinnede ud gennem flueforhænget, bagved gemte ser sig et tomt glas-købmandskænk, helgener på væggen.
Vi tog hjem til Salvatore der stolt åbnede sit hjem for os, til hvad der blev en hyggelig aften.
Frisk pizza med helt frisk olivenolie som man selv har været med til at plukke, kan ikke slåes som oplevelse.
Mange tak skal gå til Anders og Kristian for at givet mig denne oplevelse. En special tak skal gå til Salvatore som jeg tilbragte mange timer med på bjerget, den mand er ustoppelig.
Skriv et svar