Jeg skulle have brugt de sidste blommer på træet, og igen var syltebogen god. Hjemmelavede blommer i maderia! Alle kender Anton Bergs små marcinpantærter med blommer i maderia, og jeg var kommet i tanke om at Anton Berg på en eller anden måde måtte have fået ideen et sted fra. Jeg fandt en opskrift på Blommer i maderia i Den Grønne Syltebog (81. oplag! Vildt!)
Jeg fik hurtigt lavet en sukkerlage til at hælde over blommerne, og så i køleskabet med dem. Det er egentlig ret simpelt, så det undrer mig hvorfor jeg aldrig før er stødt på denne velsmagende ret.
Blommer i maderia
1 kg blommer
½ kg sukker
100g (1 dl) vand
250g (2½ dl) maderiavin, eller til nøds sherry
1 tsk flydende Atamon
½ stang vanilie (kornene derfra) eller 1 tsk vaniliesukker
Skyl blommerne, og snit dem så stenene kan tages ud. Jeg halverede dem. Læg blommerne i rene atamonskyllede glas.
Sukkeret og vandet koges til en lage, det skal koge til alt sukkeret er opløst. Pas på det bliver varmt. Bland resten af ingredienserne i (undtagen blommerne), og hæld lagen over blommerne i glasset/glassene. Rør rundt hver dag i et par dage, og de er klar til spisning.
Her er blommerne i glasset med lagen, lige efter lagen er kommet i (venstre) og efter 4 dage i køleskabet (højre). Bemærk hvor meget farve lagen har fået, samt hvor lidt blommerne fylder i glasset. Heldigvis smager lagen i sig selv fantastisk.
Serveres med vanilieis, eller bare for sig selv med flødeskum på.
Skriv et svar til Elsebeth Annuller svar