Løgconfit er af de små herligheder der er utrolig let at lave og som smager fantastisk. Kort fortalt er det løg der får lov til at simre i fedtstof, sukker, tilsat lidt eddike af en slags og lidt fond.
Lad os straks hoppe videre og igang med at forvandle råvarer til velsmag.
Til min version valgte jeg at bruge hønsefond, æblecider eddike, rosmarin, honning, smør og olivenolie (salt og peber også selvfølgelig).
Løg pilles og skæres i skiver. En pande sættes over på ikke for kraftigt varme. Den skal bare lige være varm nok til at du kan stege løgene forsigtigt.
Tilsæt olie og smør – når smørret er smeltet hæld alle løgene i. Giv den også et par store spiseskefulde honning, peber og lidt salt.
Lad det hele små stege under svag varme indtil løgene begynder at tage farve.
Jeg rullede rosmarinen i et lille stykke osteklæde og snørrede det sammen med madsnor. Ingen grund til at have hele rosmarin blade i. Rosmarinen lagde jeg til side til da løgene var færdige.
Tilsæt et stort skvulp (mere end en deciliter, mindre end to) af æblecider eddiken og tilsvarende af hønsefond (jeg brugte en færdiglavet fond fra et af de bedre discountmarkeder).
Smag til undervejs med mere hønsefond, peber og æblecider eddike (ikke meget, da det er menningen at det hele skal reduceres langsomt).
Skru ned på svag varme og lad det hele stå og simre i flere timer indtil det har fået en god tyk konsistens. Det kan sagtens tage timer og en duft af nydelse vil bredde sig i dit hjem!
Hæld confiten på glas eller anden beholder. Det kan holde sig i køleskab i op til en uge, men en ting er sikkert: hos mig holder det ikke så længe 🙂
Det var min tanke at bruge løgconfiten som tilbehør til min aftensmad – men jeg kunne ikke dy mig for lige at riste en skive brød eller to. Smøre generøst med løgconfit på, og en strimmel creme fraîche til lige at balancere oplevelsen.
Fremragende frokost! 🙂
Skriv et svar