Svinekotellet med kogte rodfrugter, peberrod gremolata og smørsovs

Svinekotellet med kogte rodfrugter,peberrods gremolata og smørsovs

Svinekotellet med kogte rodfrugter,peberrods gremolata og smørsovs

Jeg havde fået den gode ide at invitere en god kollega på besøg for at gøre det som madanmelder. En ide jeg har gået og leget med et stykke tid. For jeg sidder foran min skærm og skriver om den ene velsmagende ret efter den anden. Men udover at genskabe det jeg skriver, så er det faktisk ikke til at vide hvordan maden jeg laver smager.
Ja, selv det er ikke nok til at vide om jeg salter maden for meget. eller bare ikke kan balancere sødt mod surt.

Så jeg så en chance for at prøve noget nyt. Invitere besøg, mod at vedkommende lavede en gæsteanmeldelse her på grydeskeen.dk af måltidet. Det tog ikke lang tid at overtale min gode kollega Anders om at være Grydeskeens første gæsteanmelder. Vi fik aftalt en dato et par uger ude i fremtiden. I kan læse Anders indlæg om måltidet her.

Jeg må indrømme at jeg havde set frem til dagen med lidt spænding. En af de få betingelser jeg satte var at han havde helt frie hænder, det skulle bare handle om maden og oplevelsen. Hvad nu hvis det hele gik galt?
Men jeg havde heldigvis tid til at gå og tænke over hvad jeg ville lave. Hvilket fik mig til at blive helt blank på hvad jeg skulle lave – jeg mener fuldstændig blank. Bøger blev læst, madblogs blev browset og tv shows blev kritisk set.
Nope, nix, nada. Der var bare ikke den der sammenhængende ide der normalt for mig får en ret til at gå op. Så dagen før tog jeg en tur forbi min slagter og kiggede på hans udvalg.
Efter lang betækningstid og meget udvist tålmod fra slagteren blev det til et par gode tykke svinekoteletter med ben. De røg hjem i køleskabet mens jeg gik igang med at slås med tilbehør.

svinekotelet, frisk fra slagteren

svinekotelet, frisk fra slagteren

Jeg har i et stykke tid gået og funderet over hvad kan jeg bruge peberod til udover som tilbehør på smørrebrød og i en klassisk peberrodsovs. Faktisk er jeg pjattet med peberrod, men lidt træt af altid at spise det til det samme, og på samme måde.

En tanke, baseret på en tidligere succes, var at lave en æblesovs og så tilføje frisk peberrod til den. Den skarpe smag fra peberroden sammen med æble smagens sødme og en smule tilsat syre burde få det til at spille.
Lad mig bare allerede her sige at æblesovsen blev ikke vellykket og peberroden kom slet ikke i nærheden af den. Den var ikke dårlig som sådan, men den gav ikke noget til retten, så I bliver sparet for opskriften på den. Du kan se den i nederste højre hjørne på billedet øverst.
Hvis du gerne vil prøve at lave en æblesovs så har jeg en opskrift her der virker:  Svinemørbrad med hjemmelavet bacon, små franske kartofler og æblesovs.

Mit næste trick for at forøge chancen for at lave et måltid der smagte godt var at tage et smut forbi dinbaghave.dk. En grønthandel jeg roser meget, for de fortjener det. Nej, jeg får ikke noget for at fortælle om dem. Tværtimod er jeg ved at betale mig fattig hver gang jeg kigger forbi deres butik eller stade. Så gode er deres råvarer.

Ude hos dinbaghave.dk fik jeg købt frisk hel peberrod, persille, et par persillerødder og noget så sjældent i almindelig handel – æggeblommekartofler fra Søren Wiuff i Lammefjorden.
Jeg har læst meget om dem og købt dem en enkelt gang før – de smager fantastisk og jo den minder lidt i smag om æggeblomme, men smager som vi forestiller os kartofler gør, når vi ikke har fået dem i et stykke tid.

På selve dagen fik var jeg forbi et discountmarked for lige at supplere med en almindelig uøkologisk citron og en pakke smør. Nogle gange skal man bare være politisk ukorrekt. Alt var nu parat til at lave et måltid mad der kunne stå distancen.

Mit store problem var at jeg var træt og uoplagt og faktisk slet ikke i hopla. Scenen var sat så der var kun et at gøre, tage sig sammen og få lavet noget mad! Selskabet var hyggeligt som forventet og mit nørdgen tog hurtigt over undervejs med forklaringer om det ene og andet. Begejstringen for at lave mad tog over, selv om trætheden tog snerten af koncentration der er nødvendig for lige at få det hele til at gå op i en højere helhed var helt i bund. Plus min plan var ikke gennemtænkt, men som de siger “fake it, until you make it”.

Først gik jeg igang med at skrælle kartofler og persillerødder. Hvilket ikke blev gjort med den omhyggelighed råvarerne fortjente, men det skete dog. De røg i en gryde, dækket med vand, lidt salt tilsat og så blev der tændt for blusset.

Æggeblomme kartofler fra Søren Wiuff og persillerødder.

Æggeblomme kartofler fra Søren Wiuff og persillerødder.

Jeg har i et stykke tid haft en pakke gul sennepskorn liggende og fik lyst til at knuse dem med peber for at give en nuance til stegningen. De to svinekoteletter blev drysset med salg og peber/sennep blandingen.

Peber og sennepskorn knuses til at give et pift til svinekoteletterne

Peber og sennepskorn knuses til at give et pift til svinekoteletterne

Næste skridt var at få sat en pande over og få gjort den godt varm. Først stegte jeg fedtkanterne godt brune for at give dem god smag og derefter blev de brunet godt på begge sider. Derefter blev panden taget af mens jeg sænkede temperaturen på blusset. Da den var faldet, røg koteletterne på igen og stegte videre for den svage varme. Halvvejs tilføjede jeg god klump smør og det sidste af peber/sennep blandingen, bare lige for at give smag. Vigtigt her at vende dem tit.

Svinekoteletterne steges, i smør selvfølgelig

Svinekoteletterne steges, i smør selvfølgelig

Som sagt var æblesovsen ikke  værd at skrive om så jeg faldt tilbage på min plan-b. Jeg har i et stykke tid ventet på lejligheden til at prøve at lave gremolata for første gang. Klassisk består den af hvidløg, persille og citronskal fint hakket og blandet sammen.
Men jeg har set en del steder hvor de kalder det gremolata fordi de bruger teknikken og ikke de traditionelle råvarer. Jeg havde ikke givet op med peberroden, så der blev skrabet løs mens jeg fortalte hvordan min kære moder der er uddannet smørrebrødsjomfru i en tidlig alder lærte mig den rigtige måde at lave peberrod på – man skraber det!

Derefter hakkede jeg persillen og den skrabede peberrod fint, men ikke så fint det blev til en mos. Tilsidst pressede jeg citronsaft over den hakkede peberrod og persille og blandede det sammen. Det var ikke så ringe endda, som de siger i det nordjydske. Syren spillede godt op mod peberrodens skarphed og persillen rundede af og samlede gremolaten.

Peber og sennepskorn knuses til at give et pift til svinekoteletterne

Peber og sennepskorn knuses til at give et pift til svinekoteletterne

Godt tilfreds med mig selv, opdagede jeg at der var for lidt vand ved kartoflerne og persillerødderne – så de fik mere og nu blev det lidt en kamp for at få dem færdige samtidig med svinekoteletterne. Faktisk gik det så godt at de fik for meget, hvilket er så klassisk at jeg i mit stille sind bankede løs på mig selv med et vådt viskestykke. Tag dig dog sammen mand, det her skal anmeldes.

Jeg var samtidig bekymret for at varmen var for svag på panden og at svinekoteletterne var ved at blive kogt i smørret istedet for stegt, så jeg hældte smørret fra og skruede op for blusset for at give dem en gang ekstra varme.
Det var held i uheld. For da vi smagte på smørsovsen smagte det så godt at al træthed blev glemt og vi bogstaveligt ikke kunne lade være med at småsmage på den løbende.

En heldig smørsovs

En heldig smørsovs

Svinekoteletterne røg af panden og fik lov til at hvile. Jeg kunne dog ikke dy mig for lige at skære et par tynde skiver af den ene og der var god smag i dem, men jeg så hurtigt at de havde fået for meget. Ikke helt tør og kedelig for meget, men bare  lige nok til at de ikke var så gode som jeg før har lavet dem. Igen begyndte det våde viskestykke at slå løs på mine rygstykker inde i mit hoved.

Men nogle gange skal man bare forsætte ind i væggen i fuld fart, så jeg begyndte at anrette.

Svinekotellet med kogte rodfrugter,peberrods gremolata og smørsovs

Svinekotellet med kogte rodfrugter,peberrods gremolata og smørsovs

Efter at jeg havde knipset en ti til tyve billeder af den færdige ret satte vi os ind for at smage på herlighederne. Jeg kunne ikke lade være med at være skuffet. Jo det smagte godt. Kødet havde lige fået lidt for meget, kartoflerne og persillerødderne ditto.
Gremolataen var god, men der var for lidt af den. Æblesovsen snakker vi slet ikke om, den var uden kant og vi spiste den ikke.

Men kødet smagte godt, gremolaten virkede faktisk som jeg havde planlagt det – den gav kant. Kartoflerne smagte godt og persillerødderne gav lige lidt ekstra dimension.
Men aftens stjerne var klart den tilfældige smørsovs som havde al smagen fra peber, sennep, smør og kotelet i sig – helt klart en af de bedste jeg har lavet.

Det var i reflektionen efter måltidet og efter vi havde snakket om maden at jeg måtte indse at der er stor forskel på hvordan vi oplever det samme måltid. Nu kom det ikke som en åbenbaring, men dog som en praktisk øjenåbner.
Anders var helt væk i smørsovsen som jeg, der var vi enige. Svinekoteletten synes han var en af de bedste han havde spist, hvilket ikke er et lille komplement. Kartoflerne havde også smagt godt og i det hele taget var han begejsteret.
Vi var enige om den der forbandede æblesovs..og så snakker vi ikke mere om den hehe.

Nu fylder madlavning meget i mit liv og gjort det i mange år. Grydeskeen har været med til at sætte mit ambitionsniveau højt og med det følger der også en hård selvkritik.
De fleste gange så kritisk at jeg tit kommer til at fokusere mere på teknikken end på oplevelsen – så hvor jeg så et måltid der var godt, men ikke så godt som jeg gerne ville have det – var det min opfattelse af Anders havde oplevet måltidet anderledes.
Hvor jeg så dårlig eksekvering, oplevede Anders glæde og han havde ret. Det var en god kotelet, kartoflerne smagte godt, gremolaten var spændende og smørsovsen guddommelig.

God mad er nydelse, at leve i nuet, at dele et måltid og slappe af. Mad er ikke, eller burde ikke være en pligt, men noget man serverer for mennesker man gerne vil hygge sig med – en glæde man giver andre.
I sidste ende ligger glæden i et hvert måltid med andre ikke i at tage billederne af maden, skrive om den eller gå op i teknikken bag. I sidste ende handler det om at bringe glæde og vellyst – til andre og sig selv.

Relaterede indlæg:

, , , , , , , , ,

3 Responses to Svinekotellet med kogte rodfrugter, peberrod gremolata og smørsovs

  1. Kasper 7. april 2011 at 19:35 #

    Det ser ud som en virkelig god svinekotelet, godt arbejde og godt at ‘anmelderen’ kunne lide måltidet 🙂

    Hvordan synes du forresten, at æggeblommekartoflerne blev? Jeg har købt dem et par gange for Din Baghave, og jeg synes, at de er lidt melede i konsistensen, når man koger dem. Jeg kunne forestille mig, at de fungerer helt optimalt til mos, fordi de kan rumme en masse smør, men til kogning kan jeg bedre lide et par af de andre sorter dernede.

    Mvh.
    Kasper

  2. Københavnske restauranter 9. april 2011 at 19:50 #

    Tak for en inspirerende beskrivelse af at lave svinekoteletter på en god og lækker måde. Det skal prøves 🙂

    Weekendhilsen

    Bo
    http://københavnskerestauranter.dk/

  3. Morten 10. april 2011 at 22:11 #

    @Kasper – Det var en sjov oplevelse at få en på besøg for at anmelde min mad. Ved godt at jeg selv fandt på det, men det var anderledes:)
    Jeg er vild med æggeblommekartoflerne. Jeg har lavet dem to gange nu. Engang blev de konfiteret i andefedt og der kom de til deres ret. Al smag var i dem stadig.
    Dem jeg lavede i den her ret blev kogt en anelse for meget, plus kogt i vand, så de var ikke så intense som jeg huskede dem.
    Så jo jeg er sådan set enig om kogningen. En god kollega fortalte mig at de bare lige skal koge 5 minutter og så stå og trække. Det skal prøves.

    @Bo – Held og lykke..

Skriv et svar

Pin It on Pinterest

Share This