Svinekæber braiseret i porter
Svinekæber er totalt overset! Jeg ved ikke hvorfor de fleste rynker på næsten, når jeg siger jeg synes det bedste stykke af grisen er dens kæber. Måske er det fordi det ikke normalt er et stykke kød man ser i køledisken, eller fordi det sidder i hovedet? Vi spiser da normalt masser af ukurante stykker kød, de er bare hakket i smadder, og så proppet i pølser, frikadeller og alverdens andre hakkede retter.
For nyligt havde den lokale kiosk (Bilka) tilbud på svinekæber, og så blev der selvfølgelig købt en flok af dem.
En klassisk måde at tilberede svinekæber er at braisere dem, for at være sikker på at få kødet helt mørt. Det er jo en muskel som er ret sej, idet den arbejder en del når grisen lever. Desuden har den en meget speciel tekstur, som absolut skal opleves.
Jeg har valgt at braisere kødet i porter (en næsten sort øltype) af 3 grunde, først for at give kødet en lækker smag af det mørke øl, samt for at få an fantastisk sovs ud af det. Alkoholen i øllet blødgører kødet en lille smule også, og derfor bliver alkoholiske drikke ofte brugt til marinering også.
Dertil laver jeg en kartoffelmos, som har fået noget pastinak tilsat, for ligesom at give den en lidt mere spændende smag, her kunne man også bruge f.eks. knoldselleri istedet.
Jeg lavede retten en normal onsdag efter arbejde for det var der vi havde svinekæberne. Normal ville jeg lave den i weekenden, så man ikke har så travlt når man kommer hjem fra arbjejdet. Jeg er hjemme ca. 16:30, og vi spiser normalt kl 18 p.g.a. børnene, så der var lidt fortravlet i køkkenet, indtil kæberne var sat til at simre, så man kunne slappe lidt af imens de simrede. Vi spiste først kl 18:20 den dag.
Braiserede svinekæber (4 personer)
5-6 afpudsede svinekæber, ca. ½ kg
salt og peber
en klat smør til at brune kødet med.
1 tomat i grove stykker
1 pastinak
1 gulerod
1 løg
porter ca. 2-3 dl (efter behov, så det mindst dækker halvdelen af kødet)
5-6 stykker tørret skine, fx parma eller serano skinke til anretningen.
Kartoffel/pastinakmos
700 g kartofler
2-3 pastinkakker
lidt smør
Ovnbagte grøntsager
2-3 gulerødder
2-3 pastinakker
olivenolie til at hælde over
en sjat balsamico
salt + peber
Til øl brugte jeg Ølfabrikkens porter, for den er helt fantastisk, og tilmed billig.
Fremgangsmåde
Tør kødet af med en køkkenrulle, så det nemmere bliver brunet. Varm imens en sautepande op så den er godt varm, smid smør på, og hæld kødet ned i den varme pande.
Brun kødet godt på alle sider, mere farve = mere smag. Det tager en 3-5 minutter, alt efter hvor varm din pande er. Imens du bruner kødet kan du lige hakke pastinakkerne (husk at gemme nogle til kartoffelmos), gulerødderne, og løget i grove stykker. Er du ikke så erfaren i et køkken, bør du nok skære grøntsagerne før du starter, så kødet ikke bliver branket.
Tag kødet op og læg det til side på en tallerken. Brun derefter pastinakker, løg samt gulerødder, når de er brune tilsættes tomat, kød og øl. Der skal nok øl i det det kan give kødet noget at simre i (se billede herunder).
Skru ned på svag varme, læg låg på, og lad simre 1½-2 timer, indtil kødet er helt mørt. Tag kødet op og læg det på en tallerken. Skru op for panden igen, og kog så sovsen ind til det har en tilpas konsistens, og kom det så igennem en si, for at fjerne grøntsagerne.
Når kæberne er skruet ned til at simre, kan man skrælle kartofler, pastinak, og gulerøder til kartoffelmosen og til de ovnbagte grøntsager.
Ovnbagte grøntsager:
Tænd for ovnen på ca 200 grader.
Skræl gulerødder og pastinakker, og del dem i halve eller kvarte (hvis de er store). Hæld en sjat olivenolie over dem, og en smule balsamicoeddike. Krydr med salt og peber. Sættes i ovnen og bager 45-60 minutter til de er møre indeni, og gyldne der hvor de er tyndest. Er der klar for tidligt, kan man bare skrue ovnen ned til 100 grader, så kan de stå og hygge sig der til svinekæberne er klar.
Kartoffelmos:
Skræl kartofler og pastinakker og skær dem i tern. Koges til de er møre (ca. en halv time, mærk efter). Hæld vandet fra ternene, smid en klat smør ved, og put dem igennem en Kartoffelmoser eller brug en elpisker (hvis du er til helt lind mos)
Skinken:
Steg skinken på en tør pande til den bliver sprød og læg den over svinekæberne ved servering.
Lignende indlæg:
Braiseret kanin med svampe og gulerødder (0)
Synes du om dette indlæg?

Forloren hare (6)



January 24th, 2009 at 08:02
Hej
Ser bare super, super lækkert ud.
Det skal prøves i aften. Jeg har bestilt svinekæber hos en slagter før jul, de er først klar i går…. men udfra dit indlæg, så er det værd at vent på!!
Hilsner fra Hanne
January 24th, 2009 at 08:25
Hej Hanne,
Det var da godtnok en lang leveringstid, jeg håber de lever op til forventningerne så.
Glæder mig til at høre om hvordan det gik.
January 25th, 2009 at 07:21
Hej Lars
Det var FANTASTISK!!!! Intet mindre
) Absolut ventetiden værd og ikke sidste gang jeg laver det. Heldig var jeg, at de leverede 1½ kg – så der er til en gang mere i fryseren:o)
Hilsner fra Hanne
Hanne´s last blog post..Ølbraiserede svinekæber
April 14th, 2009 at 10:03
Hejsa
Jeg skal holde min 25 års fødselsdag til sommer og her skal der grilles. Men helst ikke på det helt traditionelle måde, mest for spændingens skyld men også for pengepungens. Så nu sidder jeg så og fundere over om man mund ikke kan lave denne skønne ret i grillen. Er der nogle som har prøvet? eller som har tanker og ideer om dette?
Mange hilsner Iben
April 14th, 2009 at 11:30
Hej Iben,
Jeg har endnu ikke prøvet denne ret på grillen, men .. det burde kunne lade sig gøre. Jeg ville bruge sådan en sølvpapirsbakke til at braisere kæberne i efter de lige var brunet af på grillen først. Hvis man undlader at putte låg på bakken, så vil hele retten jo få en dejlig røget smag. Så skal man bare kigge til dem engang imellem, og tilføje ekstra væske hvis standen bliver for lav, så kæberne hele tiden har rigeligt at svømme i, ellers bliver de tørre.
Har man ikke en kuglegrill, så skal der helt sikkert låg på bakken. .. og pas på med ikke at have grillen for varm (selv ved indirekte varme), så indholdet ikke bliver brændt alt for meget.
February 11th, 2010 at 01:59
Hej, Spændende opskrift (Svinekæber braiseret i porter) som jeg glæder mig til at prøve i morgen. Det ville dog være fint hvis man kunne printe selve opskriften ud, uden alt det andet tekst. MVH Peter
February 11th, 2010 at 02:13
Ja, det ville være rart at kunne printe kun opskriften ud. Desværre har vi ikke i vores blogsystem (ligenu) funktionalitet til dette, og det ser ikke ud til at det bliver bygget i sådan med det første, desværre.
En løsning på dit problem kunne være at markere det tekst du gerne vil have, og så gå op i Filer->Print, og så vælge “selection/markeret” i print range. Så printer du kun det relevante ud.
February 12th, 2010 at 06:06
Hej,
Det ser lækkert ud, jeg Googlede lige efter svinekæber, da jeg har købt 4.2kg i Metro. Jeg regner med at lave tre slags: øl, rødvin og bacon. Basis-delen med grøntsagerne bliver nok det samme a la din opskrift.
Vi får gæster og så er der smagsprøver at hver slags til middagen – resten ryger i fryseren og er nem mad en anden dag.
Lars
Lars Karlslund´s last blog ..Hjemmelavet mozzarella
February 21st, 2010 at 08:54
Så fik jeg prøvet opskriften, utrolig god ret.
March 2nd, 2010 at 11:55
Hej
Fantastisk opskrift, prøvede den hos en kammerat hvor grøntsagerne blev blendet i sovsen gav en god smag, men sovsen er da mere grynet.
Jeg vil selv lave den med klar sort/mørk sovs i weekenden. Hvad vil I mene man skal drikke til? Porter bliver nok lidt for meget..
March 7th, 2010 at 09:28
Det er en god ide at blende grøntsagerne i sovsen, det giver godt med smag (og mere sovs). Men det skal have en grundig tur i en rigtig blender, hvis man ikke vil have for meget gryn i.
Selv drikker jeg samme porter som jeg hælder over kødet til, eller en rødvin, som ikke er alt for svag, da det jo er en dejlig smagfuld ret.
May 11th, 2010 at 06:52
mums, vi skal ha’ gæster i weekenden og på job først, så retten ligger lige til højrebenet, jeg blender også grøntsagerne og med godt resultat, god sommer, hvis vi overhovedet får nogen sommer?
yoy!