Pasta med tomat, kylling og bøffelmozeralla

Det er lige efter fyraften. Man står i den lokale discountbutik og har lyst til et måltid varmt mad. Det skal ikke være dyrt, det skal være nemt, og jeg havde overhovedet ingen spændende ideer. Jeg viste at der stod en pose pasta penne derhjemme som trængte til at få lidt varm opmærksomhed. Et kyllingebryst var taget op af fryseren aftenen før og lagt til optøning i køleskabet.

Pasta med tomat, kylling og bøffelmozzarella

Pasta med tomat, kylling og bøffelmozzarella

Discountbutikken var fyldt til lige på den forkerte side af irriterende, kølediskene var optaget af folk der lige så trætte som jeg lagde ting ned i kurven og der var den der “sent på ugen stemning af” af “ok, nu vil jeg godt hjem, have maden overstået og så slappe af i sofaen før endnu en dag truer på arbejde”.
Først røg der en lille bakke blandede tomater ned i kurven. En af dem der er fyldt med forskellige arter i alskens farver og former og som sjovt nok smager lige meget af det samme, eller burde jeg sige at de smager lige lidt af det samme. Men de var flotte, og når jeg havde tænkt pasta, så var der ikke lang vej til tomat.

At have en madblog er at rejse ind i madens verden, finde på nyt, konkurrere med sig selv og andre madblogs på opfindsomhed. Søge nye spændende råvarer, dyre råvarer, spændende gagdets -se hvad jeg kan er jeg ikke dygtig.
Det har slået mig her over det sidste stykke tid, at det jeg vælger at skrive om bliver mere og mere… fancy. Ikke fordi der er noget galt ved at prøve nyt, opsøge oplevelsen, men det giver ikke et ordentlig billede af hvad mad er.

Mad er næring først og fremmest. Det er hvad der driver motoren. Jo, mad er også glæde, socialt samvær, velvære og hvad vi ellers kan finde på at superlativer at smide efter det – og jeg elsker det.

Men de fleste aftener er mad noget der bankes sammen af hvad jeg orker, har i huset og hvad jeg i travlheden er kommet med hjem fra de store discount jagtmarkeder.

Af uransalige årsager var der også røget en pose snack gulerødder i kurven, så jeg forsatte med en gang frisk basilikum og citronmelisse, når nu de stod og så yndige ud.
Nede i kølediskene faldt jeg over noget så sjældent som en frisk bøffelmozeralla – så mens den eneste tanke var at komme hjem hurtig og få slappet af, røg den også ned i kurven.

Her er var en situation som jeg vil tro mange oplever. En kurv fyldt med ting der ikke helt passer sammen. For træt til at bekymre mig om lige det, det går nok hvis det bare kan spises med et hint af velsmag.
Køen var lang. Hvorfor folk ikke kan være effektive når de står i kø i et discountmarked forstår jeg ikke. Næh, her er hvordan der foregår:
Personen har fyldt båndet med junk i store mængder og 2 ting der er økologiske. Varerne lagt på båndet så det tager længst tid at komme igennem. De slemme skal lige hente en ting de har glemt, det gør nok ikke noget.
Ned for enden af båndet og begynde at fylde poser. En ting i den pose…så lige præcis den ting i den anden. Kassemedarbejderen der glæder sig endnu mere til at vi alle er gået hjem siger “det bliver 246 kroner” – på lige PRÆCIS det tidspunkt skal pungen findes i den store taske, i baglommen eller var det i inderlommen. Hvor er dankortet, der var det. Hvor er maskinen..nååh ja lige deroppe foran kassemedarbejderen, går hele vejen tilbage. Sætter dankortet i med chippen den forkerte vej, ah skal kortet vendes.
Et hurtigt undskyldende smil til køen, slendre tilbage og pakke de sidste 3/4 dele af indkøbet ned, mens de andre i køens varer vælter ned oven i hinanden. Undskyld jeg tror at den der var min. Sikker?
Alt imens at den korte fritid tikker alt for hurtigt væk og vi alle prøver at bevare et civiliseret udtryk. Imens er trangen til at kvæle sig selv i sit indkøb blevet overvejet som en realistisk flugtvej.

Langt om længe ude af butikken er der ikke meget kreativt overskud. Posen er tung, der er langt hjem. Eneste tanke er bare at komme hjem og få lukket døren..sidde ned, spise, slå fødderne op og få slappet af.

Når jeg skal finde på noget at skrive om på bloggen så er det blevet mere og mere til en begivenhed for mig. Noget hvor jeg lige skal i den butik i den ende af byen for at hente lige præcis den råvare og så hen i den modsatte ende for at købe den ting jeg ved at de lige har det.
Hvilke tekniker skal jeg nu bruge, kan jeg lige få den teknik ind som jeg så ham der mesterkokken bruger mens jeg slynger om mig fagtermer fra et fag der basalt set ikke er mit, men bare er min hobby. Hvad med min nye shiny gadget der kan slynge vandet af salat på fem meters afstand mens det hakker suppe til skum.
For ikke at snakke om alle overvejelserne omkring anretning. En streg af kværnet ting der, et par dråber af noget smag der, altsammen mens en surrealistik kubisme sniger sig ind på tallerknen og til sidst bliver stablet som en Potemkin kulisse for at få taget det lækre billede.

Noget af de sværeste i køkken for almindelige dødelige siger en undersøgelse jeg læste på et tidspunkt er at stege et kyllingebryst ordentligt. Det kan være lidt vanskeligt at stege perfekt fordi det er tykkere i den ene ende end i den anden.
To muligheder. 1: Kog det i en kasserolle lige dækket af vand, lidt salt i – du kan også give den lidt kyllingefond, krydderier og så videre. Det vigtige her er at det bliver tilberedt og er saftigt. Når det er færdig så smidt det på en varm pande og steg det brunt, så er det færdigt.  2: Den anden måde som jeg brugte var at banke det fladt  mens det lå i en frysepose. Posen er smart for så sprøjter det ikke over det hele.Fladbanket kyllingebryst steges i krydderblandingen og hakket hvidløg tilsættes til sidst

Fladbanket kyllingebryst steges i krydderblandingen og hakket hvidløg tilsættes til sidst

Sæt en pande over for fuld blus. Lige fedtstof nok på til at kødet ikke vil hænge fat. Jeg knuste peber, tørrede chili og fennikelfrø og dryssede det på kyllingebrystet sammen med salt. Steg det flot brunt, skru ned for varmen. Når det er blevet stegt på begge sider skru ned for blusset til cirka lige under det halve, så smid et par finthakkede hvidløg på og rigeligt med smør. Det sænker pandens temperatur og gør det lettere at stege.
Vend kødet tit for at styre varme indtrængningen, det gør at varmen trænger mere jævnt ind. Det tager lidt erfaring af få den teknik helt på plads, men den virker for stort set alle stykker kød. Steg brunt for kraftig varme, skru ned for varmen, tilsæt koldt smør, vend ofte.
Tilsæt friske krydderurter når temperaturen er faldet, så får du hele smagen med. Peber, tørret chili og fennikelfrø kan godt tåle at blive stegt hårdt, derfor at de røg på først.

Pastaen skal koges al dente som de siger på tv, hvor selv det at koge en pasta altid skal være perfekt.  Sjovt nok er pasta en af de ting som det er lettere at sige den skal være perfekt end at fortælle folk hvordan man gør. Specielt med tørret pasta, der er sgu stor forskel på dem.
Kog dem i meget vand, kog dem i den gryde du har der er ren siger jeg.  Det går nok endda, det er hverdags mad og det her er ikke en tre stjernet eller en konkurrence. Husk dog at proppe salt i vandet, så meget eller lidt som du kan lide.
Tag et stykke pasta op engang imellem, tryk på det, prøv at nive det over, tag en bid. Synes du det er færdig, så er det færdigt. Hæld vandet fra.
Det vigtigste at huske er at de ikke skal være bløde så de falder fra hinanden.

Mens pastaen kogte og kødet stegte brugte jeg en skræller til at lave gulerodstrimler, jeg skar tomaterne ud i kvarte, knuste et fed hvidløg til en mos med mit knivsblad og lidt salt.

Strimlet gulerod

Strimlet gulerod

Blandede tomater i kvarte

Blandede tomater i kvarte

Hvidløg knust indtil det bliver en mos

Hvidløg knust indtil det bliver en mos

Kødet var færdig før pastaen så det blev sat til side. De fleste ville sige for at trække. Men helt ærlig, min timing var elendig, så det fik bare lov til at stå og vente indtil pastaen var parat til at modtage det.

Da pastaen var som jeg kan lide den – og det er ikke sikkert at de professionelle kogekoner på tv ville være enig, godt for dem at de ikke var inviteret – hældte jeg vandet fra og satte gryden med pasta tilbage på blusset og droppede en klat smør i, fordi det lige hiver smagen frem på nogle rimelig flotte og smagsløse tomater. Den knuste hvidløg røg i og der blev lige rørt rundt en enkelt gang.

Pastaen tilsættes en smule smør

Pastaen tilsættes en smule smør

Ned røg gulerødderne som det første, fordi at de skal have lidt længere tid. Faktisk fik de kun den ekstra tid det tog at tage fat på skærebrættet med tomaterne. De røg også i gryden og der blev lige rørt rundt et par gange.

Hæld gulerødderne ned til pastaen og giv dem et minut

Hæld gulerødderne ned til pastaen og giv dem et minut

Dump venligt tomaterne ned i gryden til pastaen

Dump venligt tomaterne ned i gryden til pastaen

Gryden blev taget af varmen og stillet til side mens jeg hakkede basilikumen og citronmelissen fint. Et par skive af bøffelmozzarellaen røg ned i gryden og der blev rørt rundt igen. Køddet blev skåret ud i  skiver og lagt i gryden.

Hakket basilikum og citronmelisse

Hakket basilikum og citronmelisse

Skær kyllingebrystet ud i tynde skiver

Skær kyllingebrystet ud i tynde skiver

Bøffelmozzarella skæres i skiver

Bøffelmozzarella skæres i skiver

En hurtig smagprøve skulle der til og så lidt salt for at få det hele til at smage godt.  En stor skefuld lægges på en tallerken. Når jeg nu havde taget kameraet med ud i køkkenet igen kunne jeg ikke dy mig for at lige pynte med et par blade basilikum.
For mig er basilikum pynt ikke kun visuelt, det giver faktisk en god smag når man lige får et frisk blad med.

Vil nogle være tilfredse med at få den her på en resturant? Servere den for gæster eller deres hjertenskær? Næh og det var heller ikke hvad det gik ud på – øvelsen var at få noget i skrutten der smagte godt, var nemt og hurtigt at banke sammen.
Det tog ikke meget mere en 20-25 minutter at lave den og jeg brugte hvad der var i discountbutikken og hvad jeg havde derhjemme.

Opgaven her var at ud fra ganske almindelige råvarer som kan findes i et normalt discountmarked at få mest smag ud af de ting der blev proppet i – og det er her madlavning/husgerning/teknik bliver spændende og virkningsfuldt i dagligdagen. Det er muligt med en smule viden og øvelse at få lige det lidt mere smag ud af ganske almindelig ting.

Langt om længe havde jeg fået plantet den flade i sofaen, sat en film på flimrekassen og fået slugt den første mundfuld begyndte freden at sænke sig over mig og det var med glæde jeg så frem til at skulle finde min seng. Imorgen starter det forfra.

Pasta med tomat, kylling og bøffelmozzarella

Pasta med tomat, kylling og bøffelmozzarella

 

Relaterede indlæg:

, , , , , , , , ,

4 Responses to Pasta med tomat, kylling og bøffelmozeralla

  1. Sjønne 20. maj 2011 at 11:59 #

    Der er nu ikke noget som pastaretter til hverdag 🙂

    Blev helt fyraftens-træt af at læse din fortælling hehe – og det var ikke ment som negativ kritik 😉

  2. Mie 20. maj 2011 at 19:07 #

    Nøj, hvor lækkert!
    Ikke at dine mere fancy retter ikke ser lækre ud – men det her er mere noget jeg kan bruge, når jeg står nede i supermarkedet og kæmper med alle de andre 🙂

  3. Morten 20. maj 2011 at 21:55 #

    @Sjønne – Så blev du ramt af min fornemmelse op til jeg lavede den her ret:)

    @Mie – Det er rart at høre:)

  4. Maria 4. oktober 2012 at 16:57 #

    Én ad de dage, hvor jeg hele tiden går ud i køleskabet for at snacke istedet for at lave opgave. Ikke videre inspireret af køleskabsindholdet tyr jeg til google og op kommer din helt simple ret med ting, som står og lurer ude i mit køleskab. Har lige spist 2 portioner – tak for lækker mad!

Skriv et svar

Pin It on Pinterest

Share This