Lakseruller, er en af de ting vi bruger her i huset, når vi skal have forret, og ikke rigtigt har tiden til at lave en ‘rigtig’ forret. Lakseruller kan nemlig laves i god tid, og bare skæres ud når de skal bruges. Når vi ikke kan få laks, bruger vi hellefisk, eller til nøds skinke.
Ungerne er vilde med at få dem med i madpakkerne. De smager godt, er gode som fingermad, og så er de sjove for dem at være med til at lave.
Lakseruller:
1 pk tortillas 6-8 stk
1 agurk skåret i tynde stænger
1 håndfuld rucola
1 pk røget laks (200-250g)
1 pk neutral smøreost (f.eks Philadelphia)
purløg / krydderurter
1 spsk citronsaft
salt + peber
Bland smøreosten med hakkede krydderurter, og smag til med citron, salt og peber. Smør et tyndt lag på en tortilla. Læg lidt agurkestænger og rucola på.
Fyld fisk på så det passer med at der er til alle lakserullerne. Har man andet i køleskabet som trænger til udrydning, så er det nu man skal være kreativ 🙂
Rul tortillaen stramt sammen, og læg den på et fad eller en tallerken. Lav resten af lakserullerne på samme måde, og brug dem med det samme, eller stil dem på køl til senere brug.
Inden rullerne serveres skæres de i mindre stykker med skiftevis skrå og lige snit, og stilles evt på højkant på fadet.
Skriv et svar