Krydret gulerodssuppe

En ganske almindelig hverdagsaften. I køleskabet lå der forskellige råvarer der var i overskud fra weekendens madlavning - og det var på tide at de blev brugt. Denne gang på gulerodssuppe.
Krydret gulerodsuppe

Krydret gulerodssuppe

En af de ting der er let at glemme når man skriver til en mad blog, og som mange også glemmer i hverdagen, er at udnytte hvad man har i huset. Det er så let at gå ud og købe nye ting, og så lave en lækkerbidsken. Men ikke idag. Nu skulle der bruges hvad der var til rådighed, uden at gå på kompromis med smagen.

Nederst i køleskabet lå de sørgelige rester af en pose gulerødder, en halv bakke frisk timian der var ved at være tørret, en pæn porre, en liter sødmælk, fire tomater der skulle bruges nu og en stak kartofler.  I vindueskarmen stod der lidt purløg  - så pynten var på plads. Jeg købte for en måneds tid siden en dåse chipotle pulver og ved siden af den i krydderskabet stod en røget paprika (også pulver). To smage der ville gå godt sammen. Hvidløg har jeg altid i huset, så det var selvskrevet. Ikke nok med at det skulle laves på hvad der var, det skulle også være let at lave. Så jeg tog det hele, vaskede og skyllede alle grøntsagerne. Derefter blev de de hårde grøntsager (kartofler, gulerødder) skåret i relativ tynde skiver. Porren i større stykker og tomaterne i halve. Det hele blev dumpet i et ovnfast fad der var blevet smurt med lidt olie. Ved siden af alle herlighederne dropede jeg en 8 upillede fed hvidløg . Dryssede det med cipotle pulveret og det røgede paprika. Men jeg var ikke helt tilfreds, der manglede noget - så jeg hev fat i et glas honning og lod en spiseskefuld af den dryppe over det hele.

Råvarerne ovnstegt og parat til at blive lavet til suppe

Råvarerne ovnstegt og parat til at blive lavet til suppe

Ovnen blev tændt på 220 grader og da den var varm røg fadet ind. Tricket her er det samme som med kød, råvarerne skal lige tage farve. Det giver en ekstra dybde til den endelige smag. Efter en 10 minutters tid skruede jeg ned på 150 grader og lod det få indtil alt var mørt. Ud af ovnen med det. Find din blender frem. Du kan godt bruge en stavblender, men en rigtig giver en bedre konsistens. Med mindre du har en af de helt store og professionelle stavblendere. Tag hvidløgs fedene og klem fyldet ud af dem ned i blenderen. Bagte hvidløgsfed giver en helt specielt smag som jeg er pjattet med.  Hæld derefter indeholdet fra fadet ned i blenderen. Jeg bruger et metal fad, hvilket giver mig mulighed for lige at smide et på et blus på komfuret med lidt væde (jeg brugte mælk) for at koge de herlige ting der har sat sig fast af - det er smag det hele. Derefter hældte jeg væden op i blenderen og gav den et par deciliter mælk - blenderen og suppen har godt af det. Låget på blenderen, et viskestykke over - det sidste er specielt vigtigt hvis du ikke vil have varm suppe over det hele. Oh jo det er erfaring der taler. Blend det hele. Tilsæt lidt ekstra mælk hvis det bliver for tykt. Smag løbende til med salt og mere chipotle eller røget paprika. Når du er tilfreds, put suppen i en gryde og lad den langsomt varme op. Jeg havde som nævnt noget timian jeg skulle have brugt - så jeg bandt det sammen så jeg let kunne pille det op igen og lod det koge med.  Udnyt hvad du har!:)
Krydret gulerodsuppe

Krydret gulerodsuppe

Jeg serverede det med lidt hakket purløg på toppen. Et velsmagende og hurtigt måltid.

Relaterede indlæg:

, , , , , , , , ,

6 Responses to Krydret gulerodssuppe

  1. Anders 23. november 2009 at 16:36 #

    Tror sgu jeg har akkurat samme ingredienser tilbage i mit køleskab – det må prøves!
    .-= Anders´s last blog ..Whisky please… =-.

  2. Morten 26. november 2009 at 23:52 #

    Håber det gik godt – ellers giv Lars skylden! 🙂

  3. Ditte Ingemann Thuesen 14. juni 2011 at 22:09 #

    Flotte flotte billeder og lækker opskrift!
    /Ditte

  4. Morten 14. juni 2011 at 22:50 #

    Takker:)

  5. Natacha 17. september 2012 at 16:11 #

    Den lyder lækker og må prøves i aften 🙂 Hvor mange gulerødder og kartofler har du ca. brugt? 🙂

  6. Morten 17. september 2012 at 23:28 #

    Hej Natacha

    Så før din kommentar her sent, så det er nok desværre for sent. Håber du fik lavet noget der smagte godt.

    Jeg har vel brugt det der svare til 3-4 store gulerødder og en lille håndfuld ikke for store kartofler. Som jeg husker det var det meget hvad jeg havde i køleskabet.

    mvh

    Morten

Skriv et svar

Pin It on Pinterest

Share This