Food pairing #2 – Citronskal og kardemomme is

Madparing, eller på engelsk: Food Pairing er sjovt at lege med, og da jeg en dag opdagede at citronskal og kardemomme ligger ret tæt rent smagsmæssigt, så skulle det da prøves at lave en ret hvor begge dele indgik. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg godt kan li at bruge min ismaskine, så jeg udtænkte hurtigt en nem lille is, hvor smagsgiverne var citronskal og kardemomme.

Citronskal og kardemomme is:

80 g sukker
100 g piskefløde
4 æggeblommer
350 g sødmælk

Fintreven skal fra 2 citroner
ca. 1/4 tsk stødt kardemomme (smag til)

Bland sukker, fløde, mælk og citronskal sammen i en kasserolle. Rør rundt til sukkeret er opløst. Går det for langsomt, så varm eventuelt gryden en smule op.

Smag derefter til med kardemomme. Man skal kunne smage kardemommen, men den skal ikke overdøve smagen af citronskal. Jeg har skrevet ca. 1/4 teskefuld, men smag på det, det er subjektivt hvormeget man gerne vil have smagen af kardemomme frem.

Rør derefter æggeblommerne i, og varm langsomt gryden op til indholdet begynder at tykne. Som tommelfingerregel, så siger man det skal kunne dække bagsiden af en træske. Har du et termometer, så regn med ca. 84 graders varme. Bliver det for varmt koagulerer æggeblommerne helt, så hold øje med det, og rør i det hele tiden.

Her ses min kasserolle stå helt alene på det nye komfur:

Det er lidt svært at se her, men det er blevet lidt tykkere, og man kan se det hænger bedre ved skeen. Man kan også mærke at massen bliver lidt tykkere at røre i. (forvent ikke at det bliver som kagecreme)

Når en passende tykkelse er nået, så stilles massen til afkøling før den fryses på en ismaskine. Har du ingen ismaskine, så hældes massen i en plasticbeholder med låg på, som sættes i fryseren. Rør i beholderen ca. hver halve time til isen er ved at være tyk.

Som den opmærksomme læser har bemærket, så er citronskallen stadig i ismassen. Jeg synes det giver en sjov tekstur, lidt ligesom kokos is, men er du ikke til ‘ting’ i din is, så kan man si det fra før man fryser isen.

Serveres f.eks som herunder alene med reven appelsinskal på. Personligt synes jeg det er en rigtig vellykket kombination med citronskal og kardemomme, da det giver en herlig frisk is, med en smag man ikke lige havde forventet.

 


Udgivet

i

,

af

Kommentarer

5 svar til “Food pairing #2 – Citronskal og kardemomme is”

  1. George@CulinaryTravels Avatar

    Oh that ice cream looks and sounds delicious, I will definitely try it out.

  2. Helle Buchardt Boyd, Farum Avatar
    Helle Buchardt Boyd, Farum

    Den ligger ikke så langt fra den indiske is, Kulfi. Der skal bare nogle pistacienødder i, så er den hjemme.

  3. Lars Avatar

    oho, spændende, det havde jeg slet ikke luret, men det er da lidt sjovt.

  4. Anne Avatar

    Super sjov ide. Den må jeg hjem og prøve på min ismaskine i aften.

  5. susanne Avatar
    susanne

    Jeg har lavet denne isopskrift og mine gæster var VILDE med den. Èn sagde oven i købet “Den her is kunne jeg spise dagen lang”. Citron og kardemomme klæder hinanden så godt. Den er bare superlækker
    Tak for opskriften!

Skriv et svar til Anne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *