Brunede kartofler
Her forleden lavede jeg for første gang brunede kartofler. Det var faktisk en ny fornemmelse at stå i køkkenet med en gammel klassiker og aldrig have prøvet at lave den før. Så for andre som jeg der ikke har prøvet at lave brunede kartofler – her er hvordan jeg gjorde.
Heldigvis er brunede kartofler rigtig nemme at lave. Der er dog et par ting at huske på!
Vi skal smelte sukker til karamel – og det betyder en varm klæbrig masse som vi skal være meget påpasselige med, for hvis du brænder dig på det – ja så er det noget der kan mærkes! Så aldrig lade det stå uden opsyn, pas på at panden ikke ved et uheld kan væltes på gulvet – og at børn, dyr og andet godtfolk ikke kommer for tæt på.
Seriøst – jeg har engang i mit liv brændt mig på sukker og det er ikke noget jeg kan anbefale!
Nå med en klassisk disclaimer ude af verden går vi fluks igang.
Du skal bruge kartofler (gerne små), sukker og smør.
Først skræl små kartofler og kog dem møre. Tag vandet fra og sæt dem til side. Mine var lavet et stykke tid før jeg skulle brune dem og det virkede fint.
Sæt en stor pande på komfuret og tilføj rigeligt med sukker. Varm det op indtil det begynder at karamelisere. Vær opmærksom på at når sukkeret begynder at smelte begynder det at gå hurtigt.
Så bliv ved komfuret og hold øje med det. Der er ingen grund til at røre rundt i det.
Når alt sukkeret er smeltet tilsæt et par ordentlige klumper smør. Vær påpasselig da sukkeret vil bruse op når du tilsætter smørret. Igen husk det er varme sager vi har gang i. Tilsæt kartoflerne og skru ned for blusset. Mit komfur har 6 indstillinger per blus og jeg skruede ned til tre. Det vil sige halvdelen.
Rod rundt i dem, så karamellen bliver jævn fordelt – lad det stå ind og simre indtil kartoflerne er blevet varme og har fået en flot farve. Rør i det ind i mellem.
Lignende indlæg:
And på den gode måde (confit de canard) (24)
Stegt ål med nye kartofler og persillesmørsovs (3)
Porchetta med kartofler og smørsovs (0)








November 17th, 2009 at 11:58
Der er nu en grund til at det er en klassiker – mums, det er godt!
Jeg bruger nu altid aspargeskartofler, kogt med skræl, og pillet (helst dagen før).
.-= Signe ´s last blog ..Chiliburgere =-.
November 17th, 2009 at 12:49
lyder lækker med aspargeskartofler, den ryger på huske listen:)
November 17th, 2009 at 03:04
Vi bruger også aspargeskartofler hjemme hos os.
November 18th, 2009 at 12:35
2 gode tip:
1. Hvis kartoflerne er våde, binder sukker massen bedre
2. Laver man dem i god tid i forvejen suger de også ekstra sukker masse når de køler af. Samtidigt kan du lige fikse and/flæskesteg/grønlangkål og andet mens de står og venter.
November 18th, 2009 at 01:33
2 gode tip indeed!
Takker!
December 7th, 2009 at 07:28
Og hvis man bruger brun farin, smør og kartofler, og vælter det hele i en foliebakke og laver det på grillen – så er det bare meganemt og det passer næsten sig selv. Og kartoflerne bliver meget fine og glatte – og så giver farinen en endnu mere karamelagtigsmag end hvidt sukker.
December 10th, 2009 at 09:34
Ja det er smukt og det smager helt kanon den ene gang om året. Jeg har med succes brugt kogt, pillede arspargeskartofler, de smager liiige af det mere…….
go’ jul
MadFar
.-= MadFar´s last blog ..Braiseret lammeskank med grønkål. =-.
December 11th, 2009 at 12:26
God jul til dig MadFar – og selvfølgelig til alle jer andre:)
December 14th, 2009 at 07:53
Er der virkelig ingen dovne der bruger glaskartofler. Vi bliver 16, så jeg har tænkt mig at snyde…rødkålen bliver så hjemmelavet, den bliver klaret et par dage i forvejen. Det er jo langt fra os alle der har samtalekøkkener, så at få en dag ud af det sammen med dem jeg holder af vil jeg hellere end at pille kartofler
December 14th, 2009 at 09:44
Jo! For dælen da.. hellere snyde end misse gæsterne.
Hvis du vælger at bruge glaskartofler, så køb de bedste du kan finde. f.eks. aspargeskartofler på glas.
Hvis du går efter de helt hjemmelavede, så giv gæsterne en pillekniv hver, så kommer man meget hurtigt igennem en ret stor mængde kartofler. Man kan vel ikke forvente at komme tidligt, og så ikke få hænderne beskidte?
November 3rd, 2010 at 09:22
Jeg bruner altid kartofler i en gryde. Det er meget nemmere. Og ingen falder udenbords. Prøv det!
November 4th, 2010 at 12:30
Godt råd Mette:)
December 24th, 2010 at 06:21
Asparges kartofler det er prima, de er meget mere faste en alm. GOD JUL.